spacer.png, 0 kB

Økonomi skabes fremadrettet ved dispositioner her og nu under de begrænsninger, som virksomheden må leve med som følge af tidligere dispositioner og hvis virkninger stadig danner rammen for ledelsens handlefrihed, men som ledelsen fremadrettet gennem dens dispositioner i nærmeste fremtid vil kunne være istand til at kunne ændre på.

Få et fast greb om lønsomheds-ledelse med resultat-budgetter med Kapacitetsregnskabet  hvor ansvaret lægges på de rette skuldre og fremmer det motiverende og kreative samarbejde i ledergruppen.

 
EnglishArabicDanishFrenchGermanHindiPolishRussianSwedish

Business Manager

Click on > to start
^ bottom left to stop

Leadertools

Software

List All Products


Advanced Search
Download Area
Show Cart
Your Cart is currently empty.

Shopping Cart

Show Cart
Your Cart is currently empty.

spacer.png, 0 kB
spacer.png, 0 kB
Home
Inflation - Med tid kommer rod PDF Udskriv E-mail
Thursday 25. September 2008

Inflationsbegrebet

Inflation (latin: oppustning) er et pengepolitisk fænomen, primært forårsaget af en centralbanks forøgelser af pengemængden og bedre mulighed for at opnå kredit, der bevirker, at priserne på goder og tjenesteydelser stiger over tid. Pengeinflation og prisinflation er således udtryk for det samme. Er inflationen stor - i nærheden af 100% eller højere - benævnes den hyperinflation. Det modsatte af inflation er deflation.

Inflation er vedvarende stigning i det almindelige prisniveau i et samfund. Prisniveauet bliver i denne sammenhæng ofte målt ved forbruderprisindekset, som alene omfatter de varer, som går til konsum (forbrug). Der skelnes ofte mellem efterspørgselsinflation og udgiftsinflation. Den første angiver, at priserne kan stige, når den samlede efterspørgsel overstiger det samlede udbud på et marked. Nationaløkonomer forveksler ofte udbud med produktionskapaciteten ligesom man ofte glemmer priselasticitet som funktion af produkters stadie i deres livscyklus. Der hersker envidere en del definitionsforvirring afhængig hvilken skole man kommer fra - se senere.

Man kan jo fyre op med dem - de har jo en vis brændværdi

Udgiftsinflation angiver, at priserne stiger, fordi producenterne øger salgspriserne, når deres udgifter stiger[der hersker en del definitionsforvirring vedr udgifter og omkostninger især når også jurister blander sig i debatten]. Udgifterne kan stige pga. øgede lønninger, afgifter eller råvarepriser. Øget produktivitet hos producenterne pga rationalisering af processerne eller investeringer i teknologi som giver større udbytte af råvarerne trækker i modsat retning.

En speciel forklaring på udgiftsinflation findes i teorien om løn-pris spiralen. Den tager udgangspunkt i en enkelt af udgiftsfaktorerne - nemlig lønnen. Når prisen på arbejdskraft øger, fører dette ifølge denne teori til øgede udgifter, som søges kompenseret gennem øgede priser. Marx mener, at dette er at vende tingene på hovedet. Stigende lønninger er en konsekvens af prisstigninger på de varer, som medgår til at reproducere arbejderne, og er kun undtagelsesvis årsagen til øgede priser. Der hersker en del forvirring imellem de kloge på dette område.

I forklaringen af den nationale inflation er det nødvendigt at inddrage de nationale kapitalers afhængighed af verdensmarkedet. Når verdensmarkedet er præget af høj inflation - som tilfældet var i 1970'erne hvor råvarepriser og færdigvarer steg hurtigt - smitter det kraftigt af på økonomierne i udviklede kapitalistiske lande som Danmark, der er tæt koblet til verdensmarkedet.

Dette indebærer, at priserne på mange af de varer der indgår i konsumprisindekset direkte eller indirekte er bestemt af verdensmarkedet. Men dette er ingen fyldestgørende forklaring på inflationen, fordi dette indikerer jo ikke andet, end at priserne stiger, fordi priserne stiger på verdensmarkedet, og at lønningerne dermed må stige (med faste valutakurser) hvis ikke reallønnen skal gå ned. Denne lønstigning kan igen føre til, at de kapitalister som er afskærmet fra konkurrence på verdensmarkedet, hæver deres priser. Det er altså nødvendigt at forklare inflationen på verdensmarkedet.

Det er især vigtigt at forklare den voldsomme stigning i inflationen fra ca. 1970. Denne kraftige inflation indtraf samtidig med en stagnerende vækst i produktionen - deraf udtrykket «stagflation», som hyppigt anvendtes i 1970'erne. Disse fænomener kunne forklares ud fra to synsvinkler: 1. Hvad er det ved stagnationen som gør, at de enkelte virksomheder forsøger at øge deres priser? 2. Hvilke samfundsmæssige betingelser må være til stede for at dette «inflationspres» skal kunne realiseres?

Set fra den enkelte kapitals synsvinkel, tager situationen sig således ud: Krisetendenserne i kapitalismen ytrer sig bl.a. i form af overkapacitet. Dvs. virksomhederne får ikke benyttet deres produktionsmuligheder (den konstante kapital) fuldt ud. Dette medfører, at en del af produktionsudstyret ikke svarer til det samfundsmæssige behov [denne cirkelslutning er en misforståelse af kapacitetsbegrebet og er en af fælderne, som økonomer falder i]. Denne kapital skulle således være blevet reduceret - enten ved fysisk ødelæggelse eller ved prissænkninger. De virksomheder hvor den realiserede merværdi, profitten, er meget lille i forhold til den investerede kapital - dvs. hvor profitraten er lille - har to muligheder: Enten kan de gennemføre en faktisk nedskrivning af den faste kapital eller også kan de øge priserne for at øge profitten. Enhver virksomhed vil åbenbart søge at undgå det første alternativ længst muligt.

Når den konstante kapital udgør en stor del af det det koster at producere en vare [misforstået formulering], vil udgifterne pr. vare stige ved faldende efterspørgsel [misforstået - dette gælder kun for stykomkostningerne]. Hvis profitraten [definition mangler] da skal opretholdes, må dette kompenseres gennem højere priser [misforstået - mange pris mængde kombinationer i virkeligheden].

Inflationen kan altså forklares med de kapitalistiske virksomheders ønske om at opretholde en «normal» afkastning af kapitalen [misforstået opfattelse af begrebet afkastning, som består af 2 sider - overskudsgrad og formuens omsætningshastighed]. [Undskyld kære læser, men denne tekst skulle forestille en realistisk beskrivelse af inflationsfænomenet - men der befinder sig mange grundlæggende misforståelser, som læseren må bære over med i denne tekst]

En anden sag er, at mindre virksomheder ikke altid har mulighed for dette, fordi de konkurrerer på et marked med mange producenter. De kan ikke vilkårligt hæve priserne, da de så bliver underbudt af andre. Store monopol virksomheder kan lettere kontrollere og fastsætte priserne, fordi priskonkurrencen kan overvindes - f.eks. i form af åbne eller skjulte aftaler koncernerne imellem. I samfundet som helhed eksisterer der altså en stagnerende varemængde, som man skal forsøge at omsætte til højere priser end før. Dette modsvarer en højere pengemængde og/eller en hurtigere omløbshastighed.

Øget bankkredit og forbrugerkredit vil være med til at finansiere betalingsdygtig efterspørgsel. Dertil kommer den statsligt finansierede efterspørgsel. Når staten øger sin efterspørgsel for at krisen ikke skal manifestere sig gennem for stor arbejdsløshed og i konkurser, vil den i høj grad blive finansieret gennem lån [læs det hellere 2 gange for der er en del misforståelse her]. Derfor er statsgælden i de fleste kapitalistiske lande øget drastisk siden 1970'erne. Lånene optages f.eks. ved øget udstedelse af statsobligationer [han mener nok at pengemængden øges ved udstedelse af obligationer, som køberne investere i og betaler for]. Disse kan køberne indløse i penge [obligationer kommer til udbetaling efter en periode eller udtrækkes til udbetaling]. På denne måde øger pengemængden, idet statsobligationerne har øget kreditten [der er foregået en opsparing]. En retning indenfor den borgerlig økonomi - «monetaristerne» med bl.a. Nobelprisvinderen Milton Friedman i spidsen - drog i slutningen af 70'erne derfor den konsekvens, at staten måtte begrænse væksten i pengemængden [hmm ! Et obligationssalg mindsker pengemængden, da det opsuger likviditet. Et obligationskøb køb hæver pengemængden, da det sender likviditet ud i samfundet].

I starten af 80'erne blev denne økonomiske politik gennemført i bl.a. USA og England, hvilket kastede verdensøkonomien ud i endnu dybere krise. Konsekvensen af den monetaristiske politik er nemlig en opbremsning af statens intervention i økonomien. Det resulterer i, at krisens skjulte konflikter kommer åbent frem bl.a. i form af yderligere arbejdsløshed o.l., men for monetaristerne er dette imidlertid noget af formålet, idet kapitalismen må «renses», for at den skal komme ud af krisen. Kapitalisterne i USA brød sig imidlertid ikke om denne medicin, og tvang derfor i 82-83 USA's regering til at intervenere kraftigere i krisen. Det skete gennem voldsomt oppustede militærbudgetter - den såkaldte militær-keynesianisme (se Keynes).

Staten vil også kunne påvirke priserne mere direkte end gennem lånefinansieret efterspørgsel. En del varer bliver jo produceret af staten. Når prisen på de varer som indgår i produktionen stiger, vil også færdigvarepriserne stige. Hvis produktionen foregår efter princippet om balancerede budgetter, må dette resultere i prisstigninger. Også finansieringen af statslige aktiviteter mere generelt (bureaukrati, voldsapparat o.l.) sker i større udstrækning end gennem afgifter. Også dette får betydning for priserne.

Til forskel fra 1970'ernes højinflation, har 90'erne globalt været præget af lav inflation. Den historisk lave inflation har dels været baseret på hastigt faldende råvarepriser - verdenskrisen er i nogen udstrækning væltet over på råvareproducenterne i den tredje verden. Men den har også været baseret på en mere intens priskonkurrence mellem virksomhederne. Mange markeder er blevet lukket op overfor konkurrence fra udlandet, hvilket har reduceret mulighederne for lokale prisstigninger, og dermed inflation. Samtidig anvender udenlandske virksomheder priskonkurrencen som middel til at trænge ind på nye markeder.

Siden midten af 1999 har inflationen atter været svagt stigende, hvilket skal ses i sammenhæng med de stigende oliepriser. Olien er fortsat en vigtig produktionsfaktor i den kapitalistiske verdensøkonomi.

Inflation kan være omkostningsdrevet eller efterspørgselsdrevet. Den omkostningsdrevne inflation opstår, hvis virksomhedernes omkostninger - råvarer og lønninger - stiger, og virksomheden så vælter disse prisstigninger over på kunderne. Den efterspørgselsdrevne inflation hidrører fra, at efterspørgslen rettet mod en sektor - eksempelvis byggeriet under en højkonjunktur - er så kraftig, at priserne presses op. Begge disse ovenstående beskrevede årsager til inflation er kun sekundære effekter af den reelle årsag. Det er ofte det, der er problemet blandt mainstrem økonomer, at den rigtige årsag aldrig defineres, men kun de sekundære. Den primære årsag til inflation kommer fra stigningen i pengemængden.

Da pengemængden er monopoliseret af staten gennem centralbankener det altså suverænt Centralbanken, der skaber inflation i økonomien. Det illustreres lettest ved at betragte en økonomi, hvis transaktionsbehov (=størrelsen af BNP) kræver 100 møntenheder. Hvis økonomien ikke vokser og Nationalbanken over en nat f.eks. øger pengemængden med 100 til 200 møntenheder, så vil priser på alle varer alt andet lige stige til det dobbelte.

Derfor bestemmer pengemængden kontrolleret af Centralbanken inflationen i samfundet. Årsagen til inflation er primært Centralbankens seddelpresse og de ovenstående først beskrevede årsager er blot bivirkninger af Centralbanken indgriben i økonomien.

 

"Med tid kommer rod"

Termodynamikken's 2. hovedsætning siger, at det fysiske univers er underkastet en entropi-proces - at al materie i tidens løb vil bevæge sig hen imod en tilstand af tiltagende uorden. Entropien er et udtryk for et systems ’rodethed’, og det 2. hovedsætning medfører er, at hvis der bruges energi på en proces der ’rydder op’ (altså nedbringer entropien) det ene sted, så vil det bare medføre en tilsvarende eller større stigning af roderi et andet sted.

På grund af tabernes reaktion på statens indgreb er det ved at være åbenbart, at sådanne foranstaltninger lider af en slags entropi-proces. Indgrebs-entropi er endnu ikke fuldt og alment erkendt af økonomerne. Kun nogle få af de mere iøjnefaldende eksempler af denne generelle proces er indtil nu opdaget og nedskrevet.

Processen er blevet bedst analyseret omkring intervention i form af ‘aktiv’ pengepolitik med henblik på at opnå målet lav ledighedsrate. I den første halvdel af efterkrigsperioden mente nogle pseudo-keynesianske økonomer, at man kunne opnå meget lave arbejdsløshedsniveauer ved en ‘ekspansiv’ pengepolitik.

Efter Phillipskurvens opdagelse mente man i begyndelsen af 1960erne, at man kunne nå frem til en bestemt arbejdsløshedsrate - men kun for prisen inflation. Under kraftig påvirkning af Hayek’s og i endnu højere grad Friedmans arbejder blev det siden forstået, at enhver form for et sådant sammenhæng mellem inflation og beskæftigelse kun var et forbigående fænomen, som beroede på, at borgerne til at begynde med ikke formåede at forudberegne den inflation, som var resultatet af pengemængdens vækstrate. Såfremt pengeforsyningens nye, højere vækstrate blev fastholdt, ville den stimulerende effekt på beskæftigelsen ebbe ud og vendt om, efterhånden som borgerne fuldt ud begynder at forudberegne inflationens konsekvenser.

Dette er indgrebs-entropi-processen i aktion. Den finder sted, fordi inflation er en skat på at ligge med rede penge. Når først taberne erkender deres tab og forudberegner inflationen, reagerer de ved at forsøge på at reducere deres beholdning af penge og ved at flytte deres formuer over i fast ejendom, der vil bevare sin realværdi.

Et andet eksempel på indgrebs-entropi vil man kunne se i indkomstpolitikkens virkemåde. Mange empiriske studier har vist, at selv om indkomstpolitik kan reducere inflationsraten med en eller to procent for et eller to år, så forsvinder dens negative effekt på inflationen efter dette tidsrum. Ja, nogle studier går videre og antyder, at i den periode uden politiske indgreb, som følger efter indkomstpolitikkens sammenbrud, vokser inflationen typisk ud over det, den ellers ville have været.

Bag dette ligger, at indkomstpolitiske loops er et yderligere aspekt af indgrebs-entropi. De, som taber på politikernes indgreb, prøver at slippe udenom og har i stigende grad held med sig herved. Efter en indkomstpolitiks gradvise sammenbrud (der har været noget i retning af 17 forsøg på at gennemføre indkomstpolitik i England i efterkrigsperioden), søger forhandlerne ydermere at forudberegne deres forventede byrder for derefter at få, medens tid er‘.

Det må understreges, at indgrebs-entropi ikke blot passer på de mere velkendte områder for penge- og indkomstpolitik, men også på den almene række af politikernes indgrebsinstrumenter - selv om mange af dem endnu ikke er blevet studeret på samme indgående vis (ikke mindst fordi det meget ofte er meget vanskeligt at studere dem ved hjælp af økonomiske metoder). Den sorte økonomi's generelle vækst i den vestlige verden i hele efterkrigstiden - størrelsen er det meget vanskeligt at beregne, men eksistensen er der ingen tvivl om - understreger dette i ganske særlig grad.

indgrebs-entropi eksempler


Der findes to måder, hvormed man kan beskrive indgrebs-entropiens natur, og som begge røber noget med hensyn til fremtidsudsigterne - forventninger til fremtiden.

  • For det første vil styrken af enhver form for statsindgreb på dem det går ud over[taberne] have en tendens til at aftage med tiden, såfremt staten har viet udførelsen og varetagelsen af sin politik en konstant mængde ressourcer [kapacitet]. Disse ressourcer bliver i tidens løb ganske enkelt mindre effektive i forhold til omkostningerne til deres opretholdelse, efterhånden som undgåelse og unddragelse tiltager [hvis taberne har substituerende alternative at vælge imellem]. To advarsler er nødvendige her. Et, der er ikke sagt noget om, at indgrebs-entropi-processen altid finder sted i et meget hurtigt tempo, sådan som den gør i tilfældet indkomstpolitik; den kan ofte gå meget gradvis, strækkende sig umærkeligt over årtier eller længere. To, det påstås ej heller, at taberne helt vil eller kan undslippe omkostningerne påført dem af et indgreb. Bistand fra skatterådgivere eller advokater er f. eks. ikke frie goder.

  • En anden måde at påvise indgrebs-entropiens virkninger på, er den, at såfremt staten i en periode ønsker at holde et stabilt niveau i styrken af sit indgreb, så vil det blive stadig vanskeligere og mere kostbart at nå dette mål, idet det vil beslaglægge en stadig stigende mængde ressourcer og anstrengelser [dvs kapacitetbelastningsmængden ].Her er tale om proportionsloven. Jo mere man i forvejen anvender- jo mindre bliver tilvæksten i totaludbyttet. Jo mindre - jo større.

For eksempel må regeringen for at hindre sine indkomstpolitiske forsøg på at undertrykke inflation i at løbe ud i sandet i tidens løb optrappe de ressourcer, den har afsat for at realisere sin politik. Ressourcerne til skattekontrol må øges for at afskrække væksten i skatteundgåelse og unddragelse og nye undgåelses-arrangementer må opdages og ‘tilstoppes’. For hele tiden at holde arbejdsløsheden under dens ligevægttilstand eller ‘naturlige’ rate ved hjælp af keynesianske metoder er det nødvendigt med en tiltagende eksplosiv vækst i pengeforsyningen.

En anden måde at sige dette på er, at man for at undertrykke tabernes stadigt mere succesrige forsøg på at undgå byrderne må stille en stadig voksende ressourcemængde til rådighed for statens aktiviteter - ja, der må måske oven i købet benyttes en række forskelligartede indgreb som ekstraordinære tiltag for at dæmme op mod de tidligere politiske indgrebs faldende effektivitet. Det er derfor, at en inflatorisk pengepolitik f. eks. ofte fører til brugen og udvidelse af pris- og løn- samt valutakontrol. Eksperimentet i Frankrig siden 1981 er en god illustration. Heri ligger en anden reel og åbenlys fare ved ‘mellemvejen’.

Konfronteret med indgrebs-entropiens nedbrydende indflydelse er stater, der benytter sig af en intervenerende politik, tilskyndet til at forøge mængden af kontrol samt af de ressourcer, dette medfører - og som i sidste ende kun kan komme fra skatteborgerne. De kan således blive ledt bort fra den formodede stabile ‘middelvej’ hen ad vejen med stadig øgede regeringsindgreb, udgifter og skattebyrder.

 

Er De forvirret ? Forstod De noget af det ?

Den tunge læsning er hentet fra et encyklopedia her på Internettet - ikke engang økonomer forstår fuldtud at forenkle beskrivelsen af pengenes værdi med baggrund i kapacitetsbegrebet fordi den rører ved værdibegreber. Når teksterne alligevel er gengivet her, er det for at vise hvilke indviklede opfattelser der hersker bare på dette lille område. Der er ikke noget at sige til, at det går galt fra tid til anden.

Det er enhver marxists drøm, at kapitalismen en dag skulle falde sammen. I årtier har man gået rundt og undret sig over hvorfor det ikke gik som Marx sagde og hvorfor arbejderklassen ikke opførte sig som den burde. Mange teorier er blevet udviklet for at forklare hvorfor virkeligheden ikke stemte overens med teorien. Det kunne da vel ikke passe at det skulle være virkeligheden der var noget galt med ?

Se artiklen - Palle Hansen om Kapacitetsregnskabet

Sidst opdateret ( Tuesday 21. October 2008 )
 
< Forrige   Nćste >
spacer.png, 0 kB
spacer.png, 0 kB
spacer.png, 0 kB